At udstille på messe er som en eksamen, hvor tilstrømningen af gæster på standen afgør, om karakteren bliver 02 eller 12. Men uanset resultatet, så er messedeltagelsen altid et højdepunkt. Måske præsenteres nye produkter for første gang for publikum. Måske er klassikerne i centrum. Under alle omstændigheder er arbejdsdagene på messen kulminationen på måneders planlægning.
Vores næste messe bliver Nordens største fødevaremesse, Foodexpo i MCH Messecenter Herning, og datoerne bliver 27.-29. marts 2022. Det bliver spændende at opleve, hvordan coronanedlukningen har påvirket messetraditionerne. Mon messeaktivitet er blevet overflødig? Eller kommer folk valfartende i hobetal, fordi man må? Vi glæder os i hvert fald som små børn!
Men i dag skal det handle om en for os historisk messe tilbage i 2006. Dengang var messernes betydning faktisk enorm. Det handlede om virkelig at inspirere de besøgende til at foretage såvel planlagte indkøb som impulskøb på stedet. Det var lige her på messen, at eksistensgrundlaget skulle sikres for næste halvår, altså indtil næste messe. Modsat i dag, hvor en messe mere fungerer som idébank til senere brug.
Af alle messer var det Fagmessen for Danske Havecentre i Odense Congress Center i januar 2006, hvor vi valgte at tage det – synes vi stadig den dag i dag – modige spring at lave en messestand udelukkende med skilte. Det vil sige, at præcis på den messe, hvor havecentrene skulle indkøbe handelsvarer til højsæsonen, lod vi simpelthen rosenbuer, blomsterstativer, staudeholdere og i det hele taget alle handelsvarer blive hjemme og brugte samtlige standens kvadratmeter på at vise de flotte skilte, som vi syntes, at havecentrene ubetinget måtte eje.
Vi ved faktisk ikke, om det var en klog beslutning, eller om timingen var rigtig. Men vi følte, at det var kommet dertil. Markedet for handelsvarer var i fuld gang med at blive oversvømmet af kopier. Samtidig strømmede billige jernvarer ind fra Østeuropa og Kina. Det havde vi ingen ambitioner om at konkurrere med. Men vi ville gerne være med, når det gjaldt selve butiksindretningen. Vi slog absolut ingen rekorder på messen, men flere havecentre valgte vores skilte ved næste makeover af deres center.
Siden Fagmessen for Danske Havecentre i 2006 har vi aldrig udstillet andet end skilte…