Du kender Eiffeltårnet og har med stor sandsynlighed været oppe i det og mærket det svaje godt og grundigt i vinden, mens du forsøgte at nyde udsigten over Paris. Men der er absolut ingen grund til panik, for man tester konstant på tårnets styrke ved at simulere vind af orkanstyrke, piskende regn, ekstrem varme og kulde samt et tykt lag sne, og hver eneste gang er jernkonstruktionen helt upåvirket af prøvelserne. Det gamle smedejernstårn fra 1889 var ellers bygget til at holde i 20 år, men nu efter mere end 130 år forventer man da, at tårnet bliver stående et par hundrede år endnu!
Smedejern betyder helt præcist “bearbejdet jern”. Det kaldes også svejsejern og defineres som kulstoffattigt, men slaggerigt jern egnet til smedning og essesvejsning. Vi taler om jern med 0,08% kulstof og en god mængde slagge. Eller kaldtes, for det originale smedejern laves faktisk slet ikke mere. Den moderne udgave af smedejern er stål med lavt kulstofindhold eller simpelthen ”blødt jern”, der er homogent og slaggefrit, men har et højt indhold af silicium og mangan, der desværre forringer smedeligheden og svejsbarheden. Det er altså denne råvare, som dit smedejernsskilt er fremstillet af, med mindre det er meget gammelt.
Nu er det her en blog, og der er heldigvis god plads, så vi tager lige hele historien: Smedejern er kendt helt tilbage i oldtiden og middelalderen. Her blev det fremstillet direkte i en blæsterovn opvarmet af træ hjulpet af naturlig træk eller blæsebælge. Efter nogle timer samledes jernet i en klump, der krævede yderligere rensning. Senere gik man over til en indirekte totrins proces, hvor råjernet blev fremstillet i en højovn og herefter ved friskning i mindre portioner blev omdannet til smedejern. Det store slaggeindhold straktes i smederetningen og gav smedejernet stor styrke på langs og lidt mindre styrke på tværs.
I 1783 opfandt Henry Cort en ny smedejernsproces og tog patent på den. Råvaren var svinejern, som er jernmalm beriget med kulstof. En efterklangsovn med separat ild drevet af eksplosioner dannede overskud af luft og fik jernet til at smelte, og halvdelen at dets kulstof blev trukket ud. Det skete uden direkte kontakt mellem ild og jern. Resultatet var en halvsmeltet jernklump, som blev damphamret til en fast masse, derefter rullet ud til en stang, så foldet tilbage, opvarmet, hamret, rullet, foldet igen indtil den ønskede finhed var opnået. For hver arbejdsgang blev kulstofindholdet reduceret. Metoden fik sit gennembrud i slutningen af det 19. århundrede, og det er altså denne type håndlavede og foldede smedejern, som Gustave Eiffel valgte til sit design af tårnet, der skulle blive en af verdens største turistattraktioner.
Således kom vi omkring begrebet smedejern, og denne gang kom det ikke til at handle så meget om skilte, men historien her er jo bare så spændende, at vi blev nødt til at have den med!
Tilbage i 2020 vil vi gerne bringe to hyppige misforståelser ud af verden:
- Smedejern har intet med krummelurer at gøre. Betegnelsen handler udelukkende om materialet, og af smedejern kan man sagtens fremstille helt stilrene produkter i meget stramt design.
- Betegnelserne smedejern og støbejern bruges ofte i flæng, men det er 2 meget forskellige ting. Smedejern bliver i glødende tilstand plastisk, så det kan formes eller svejses. Støbejern smeltes og hældes i en form. Det kan hverken svejses eller galvaniseres.
Lad os slutte med en opfordring til alle jer, der på den ene eller anden måde arbejder med nedbrydning og bygningsrenovering: Pas på ikke at komme til at kassere et stykke uvurderligt bygningskultur! Smedejern var helt op til midten af 1800-tallet det eneste anvendte jern til brug i bygninger. Ældre håndsmedearbejder, f.eks. vinduesbeslag eller murankre (der sagtens kan være formet som tal eller dekorationer), bør vurderes af eksperter i bevaring og restaurering, før de bortskaffes, da de ikke umiddelbart kan genskabes. Søg evt. yderligere oplysninger på https://www.bygningsbevaring.dk/.
