Denne gang kigger vi på processen omkring specialfremstilling af udhængsskilte. Som du allerede har set i vores netbutik, har vi et kæmpe udvalg af galgeskilte. Det er vores standardsortiment, som vi forsøger altid at have på lager, klar til at lægge din tekst eller dit logo på. Nogle af vores udhængsskilte fås med specialplader som økomærke eller bagerkringle.
Nu er vi jo et smedeværksted, og derfor har vi også mulighed for at fremstille unikke skilte efter opgave. Vores skilte er langt hen ad vejen håndfremstillede, og det betyder, at vi kan tilbyde at lave blot et enkelt eller nogle få stykker. Så tænker du straks ”Uha det lyder dyrt”, men se lige her:
Ja, dit skilt bliver dyrere end en standardvare, men hvor meget? Hvis vi har godt tid til opgaven og produktet stille og roligt kan indgå i det almindelige flow til efterbehandling, når vi alligevel skal have et læs afsted, er der virkelig penge at spare. Separat varmgalvanisering og pulverlakering er nogle af de ting, der for alvor får taxameteret til at køre hurtigt! Prisen påvirkes i det hele taget af en lang række parametre, når vi bevæger os ud i en specialopgave. Og nogle af disse kan vi regulere på, ligesom der måske kan foretages små designmæssige justeringer, som har stor indvirkning på prisen.
Først og fremmest er det vigtigt at foretage en forventningsafstemning, sådan at vi lægger realistiske valg til grund for kalkulen, når vi udregner dit tilbud. Skulle din idé være helt uforenelig med dit budget, vil vi naturligvis meddele dig dette, sådan at vi ikke unødigt bruger hinandens tid. Vi vil dog ofte komme med et alternativt forslag, som du kan tage stilling til. Husk også, at du altid har muligheden for at gøre et standardskilt unikt ved hjælp af det motiv, du får lagt på skiltepladen.
Hvad kan så egentlig lade sig gøre? Stort set det hele, tror vi nok! Selve skiltegalgen kan tilpasses stedet og stilen, du skal bruge det til. Skiltepladen kan formes efter ønske, og den kan såmænd også skiftes ud med en lyskasse. Det er egentlig kun fantasien og økonomien, der sætter grænser for, hvad der kan lade sig gøre. Når det så er sagt, findes der garanteret varianter, som vi må melde pas på – vi er bare ikke stødt på dem endnu i vores 22-årige historie!
Du bør være opmærksom på 2 generelle forhold omkring vores standard udhængsskilte. For det første har vi valgt at lave alle galgeskilte med fast montering. Det vil sige, at skiltepladen ikke vipper i vinden. Den larmer så heller ikke, ligesom der ikke slides på delene med nedstyrtningsfare til følge. Den anden ting er, at ingen af skiltene er med spotarme. Det er igen et bevidst valg, som vi har truffet af designmæssige hensyn. Vi mener, at et udhængsskilt også skal præsentere sig i dagslys, og i vores verden pynter spotarme ikke på noget som helst skilt. Derfor anbefaler vi, at galgeskilte belyses eksternt fra spots monteret på muren. Du kan naturligvis bestille både vippebeslag og spotarme som specialopgaver.
Er du i tvivl om, hvordan vi griber det hele an, så giv os endelig et kald på telefon 86 49 59 21 så vi kan tale opgaven igennem. Du er også velkommen til at maile dit oplæg til surrow@surrow.dk. Vi kan bruge alt fra et par blyantstreger til en færdig tegning. Måske kontakter vi dig med spørgsmål til opgaven, men ellers modtager du vores tilbud ganske hurtigt. Tilbuddet vil typisk være gældende i 1 måned, og straks når du har givet grønt lys, sætter vi ordren på produktionsplanen. Herefter modtager du bekræftelse med forventet leveringstid på opgaven.
Vi glæder os til at arbejde sammen med dig om dit nye udhængsskilt!